Labyrinth modtog en reumert for årets danseforestilling 2008. 

Drømmen om at fare vild 

Gå med ind i Tim Rushtons suveræne ‘Labyrint’ og drej til højre. Eller til venstre. Og lad dig selv dvæle netop dér, hvor dine tanker bliver milde, og din krop mærker musikken og lysten 

UDDRAG AF ANMELDELSE ANNE MIDDELBOE CHRISTENSEN  

INFORMATION KULTUR 

27. maj 2008

Labyrinter er for folk, der ønsker at fare vild. Og Tim Rushton er så stor en kunstner, at han gerne vil vise publikum hele sin kunstneriske labyrint. Både de steder, hvor han vælger rigtigt, så koreografien bruser, og tilskueren glider i ét med dansen. Men også de hjørner, hvor han drejer forkert, så dansen kommer til at gentage sig. 

Så generøs er Tim Rushton altså. Og hans forestilling Labyrint er samtidig et gæstfrit ‘kig ind i hans iPod’, så at sige, for forestillingen består af musik af hans yndlingskomponister fra den nye musik – Arvo Pärt, Steve Reich, Poul Ruders og den unge slagtøjskomponist Mathias Fris-Hansen. 

Og et øre ind i hans billedverden, hvor Signe Krogs video-grafik transformerer sig i uendelighedsmønstre. Rushton er en scenekunstner, der inddrager alle kunstarter i sit totaludtryk. Konceptet for denne Labyrint virker indlysende oplagt, når man står midt i den: En labyrint af gange, hvis vægge har firkantede huller – i labyrintmønstre – ind mod forskellige scenerum, hvor dansere danser. Tilskueren bliver sin egen labyrintguide: Man må vælge at forlade dansen i det ene rum for at kunne gå videre til dansen i det næste rum. Derfor får alle tilskuere deres helt egen forestilling, afhængig af deres labyrintvalg. Men hele tiden kan alle høre den samme musik, der spilles i det bageste rum – af veloplagte Athelas. Ny musik i spritny fortolkning. Ligesom dansen. 

Danserne er vildt dygtige og udholdende på kanten til det maratonagtige: Tre timers dans non-stop er vanvid i sig selv. Men sådan er det vel med Rushton: Han presser sine dansere helt hen til kanten af det mulige.